onsdag den 3. juni 2009

11# Farvel, tak og på gensyn

Så er det sidste udkald.

Det har været rigtig hyggeligt og lærerigt for os og forhåbentlig også for jer. Vi havde selvfølgelig håbet, at flere ville være aktive, til gengæld kan vi ikke klage over jer, der var aktive.

Denne måde at lære på stammer fra et projekt "23 things" lavet af en bibliotekar, Helene Blowers USA, hvor hun byggede hele undervisnigen på, at man skal lege sig til lærdom. Hun mente også, at man lærte bedre hvis man fik frie opgaver unden alt for meget vejledning og fremfor alt ingen rigtige svar. Bibliotekerne i København, Randers og Herning besluttede, at lave en dansk version, som vi efterfølgende "solgte" til andre danske biblioteker. Resultatet har været, at ved slutningen af 2008 havde næsten alle danske biblioteker gennemgået deres 23 ting projekt og det bliver betragtet som en af de store kompetencer at have været med.

Næste mål var at få samme viden ud til vores brugere og det er første skridt i den retning, I har været med til. Hvor 23 ting var generelle web 2.0 ting, har vi med Picasa forsøgt at bruge metoden til undervisning i nogle af de ting, vi i forvejen underviser brugere i, og samtidig lærer brugerne noget om web 2.0.
Om det er lykkedes os, er noget af det, I skal hjælpe os med at finde ud af i denne sidste opgave. Vi har lavet nogle spørgsmål, vi vil bede jer svare på og derudover vil vi sætte pris på, at I med jeres egne ord fortæller hvordan I har haft det med forløbet. Skulle nogle af jer, der ikke helt har været med komme forbi dette indlæg, vil vi også meget gerne høre om der var noget vi kunne have gjort anderledes for at få jer med.

Her er spørgsmålene:

Hvad var det sjoveste og hvad var det sværeste af tingene?
Hvad var det sjoveste og hvad var det sværeste i forløbet?

Hvad synes I om denne læringsform?
Hvilken type vejledning finder I bedst? Den grundige eller den korte introduktion, hvor du selv finder ud af det meste ved at undersøge?

Hvordan var det at skulle kommunikere med mennesker I aldrig har mødt før? Hvad kunne I have gjort bedre?

Hvilken af opgaverne gav jer mest? Hvorfor?

Var der noget, vi kunne have gjort anderledes som undervisere?

Hvordan fungerede det, at I var herinde til intromøde? Kunne det have været undværet?
Skulle vi have mødtes flere gange?

Var der noget I kunne tænke jer at lære mere om af de ting vi har haft på programmet?
Var der andet I gerne ville have haft på programmet?

Kunne I tænke jer at deltage en anden gang og hvordan skulle det så praktisk foregå?

Jeg håber meget I giver jer tid til at give os både ros og konstruktiv kritik.


Jeg vil meget gerne stadig snakke med jer. Hvodan vi gør det finder vi ud af hen af vejen. Jeg lovede at lave en ny aftale, det bliver først i næste uge, men så skal jeg nok gøre det.
Der er jo også jeres blogs og for ikke helt at føle mig udenfor, har jeg i dagens anledning vækket min 23 ting blog til live.
Bente om 23 ting
Hvis I kigger på den vil I hurtig opdage at jeg er en sucker for dumme quizzer, men vi har vel alle vores særheder.

Fri leg

Vi snakkede jo Facebook forleden dag og jeg synes det skal være en del af den frie leg. Oprettelsen kunne jeg bruge masser af tid på at forklare jer, men Frederiksberg Bibliotek har i forbindelse med deres 23 ting lavet en glimrende forklaring, som jeg giver jer linket til i stedet for. Værsgo, her er det.

Facebook er en masse pjat, men er faktisk også seriøst. Det bliver brugt i Politik, ikke mindst det amerikanske præsident valg, hvor Obama brugte Facebook til at gøre opmræksom, hvad han tænkte, hvor han var og hvor han skulle hen og der er ingen tvivl om, at det sikrede ham en masse unge vælgere.
Anders Fogh og Helle Thorning-Schmidt er på Facebook sammen med over 600.000 andre danskere (Wikipedia 2.1.09)
Flere og flere kultursteder bruger Facebook til at reklamere for deres arrangementer, vel vidende om at der er flere der er på Facebook end der læser aviser.
Marlene Charlotte Larsen har skrevet en glimrende artikel og Facebook: Hvorfor fænger Facebook? og Forbrugerrådet har 15 gode råd til hvordan man beskytter sig på Facebook.

Hvis I efter dette har fået lyst til Facebook, er jeg til rådighed som ven.

Andre legmuligheder. Hvis I har lyst til at kigge på flere web 2.0 ting kan I prøve at kigge på vores gamle 23 ting blog. Der er bl.a. wikier, YouTube og lastFm. Ved I ikke hvad det er? Så har I muligheden for at finde ud af det på 23 ting bloggen

God fornøjelse og tak for denne gang. Vi ses i/på ????????

tirsdag den 2. juni 2009

#10 Flickr Kort

I denne opgave skal vi se nærmere på Flickrs kortfunktion. Når du har lagt et billede på Flickr, kan du tilføje det til Flickrs verdenskort og på den måde dele dine billeder fra bestemte steder med andre. På kortet kan man placere sit billeder på det sted, det er taget.

Kom godt i gang med Flickr Kort
Gå til http://www.flickr.com/map, hvor du vil se et verdenskort. Ordene på kortet er tags, som brugere har givet deres billeder. Det er tilfældige tags som vises, og du kan få vist nye ved at klikke på dobbeltpilen i øverste højre hjørne. Klikker du på et ord, vil du blive vist en billedfrise i bunden af skærmen, hvor billederne alle har det pågældende tag.

Klikker du på "Find my location" vil Flickr forsøge at gætte din placerning i verden. Prikkerne på kortet er billeder, klik på en prik for at se billedet. Under billedfrisen finder du også en søgemulighed Search the map, som søger i alle de billeder, der er placeret på kortet.

Map, Hybrid og Satellite kan du selv undersøge.

Placer dine billeder på Flickr KortHvis du ikke allerede har en konto på Flickr, skal du oprette en for at komme videre. Det gør du via www.flickr.com/signup.

Du kan placere et billede på kortet på flere måder og her beskriver vi to. Bemærk at Flickrs søgefunktion fungerer bedst med engelse stedsbetegnelser.

Medode 1
Vælg det billede du vil placere på kortet. I højre side finder du Additional Information og herunder punktet Add to your map. Klik på den, og du får vist et lille kort. Sigtekornet bruger du til at angive placeringen.

Metode 2
Fra din forside på Flickr vælger du Organize og Your Map. Her får du vist et kort og nederst en billedfrise med dine billeder. Her kan du trække et billede direkte op på kortet. Hvis du klikker på flere billeder først kan du trække dem til samme placering på kortet.

Som eksempel kan I se mit kort på Flickr.